Hvis du går og tænker på, om du er frelst, eller du mangler svar på spørgsmålet: Hvordan bliver jeg frelst? Så vil vi gerne hjælpe dig på vej med de svar, vi finder i Bibelen på disse spørgsmål.
- Frelse er det modsatte af fortabelse. Frelse betyder “redning”. Bibelen siger i Rom. 3,23: ” Alle har syndet og har mistet herligheden fra Gud.” Det var det, der skete for Adam og Eva da de syndede i Paradisets have, de mistede Guds herlighed og fællesskabet med Gud. De mistede også det evige liv og muligheden for at være sammen med Gud i himlen. Ved dette syndefald kom der en stor kløft mellem mennesket og Gud.
- Hvis vi ikke kender Bibelen og ikke har hørt om Jesus, er det ikke sikkert, at vi er klar over, at vi har mistet forbindelsen med Gud og mangler hans herlighed i vort liv.
- Jesus har genoprettet det tabte fællesskab med Gud ved sin død på korset. Johs. 3,16 siger:“For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men hav evigt liv.” Her fortælles der om det, Jesus gjorde for os, da han døde på Golgatas kors for dig og mig. På korset tog han din og min synd.
- Bibelen siger, at alle er syndere, men den siger også, at vi kan få Guds tilgivelse og modtage Guds herlighed og genvinde det tabte fællesskab med Gud.
- Hvordan kan jeg komme tilbage til det tabte fællesskab med Gud?
Det giver Bibelen svar på flere steder, men lad os læse Efs. kap. 2,8-10:”For af nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds. Det skyldes ikke gerninger, for at ingen skal have noget at være stolte af. For hans værk er vi, skabte i Jesus Kristus til gode gerninger, som Gud forud lagde til rette for os at vandre i.”
- Mange siger, at enhver bliver salig i sin tro. Det siger Bibelen ikke. Den siger, at der er kun en vej til at opnå Guds tilgivelse, blive frelst og få Guds herlighed tilbage, og dermed også en evighed sammen med Gud i himlen. Det sker og kan kun ske ved at tage imod Jesus og tro det, han har gjort på Golgata for os, da han døde i dit og mit sted.
- At være en kristen, er ikke en religion, men det er et venskab med Jesus. Det er ikke en række traditioner eller normer man skal følge, og så er man en kristen, hvis man gør det. Man bliver heller ikke en kristen ved at være god ved andre. Hvis du parkerer en hest i en garage, så ved alle, at den bliver ikke til en bil ved at stå der. På samme måde bliver du heller ikke en kristen ved at gå i kirke. Det er heller ikke noget, man kan blive opdraget til – nej, det sker kun ved at få et personligt møde med Jesus. Han siger i Johs. evang. 14,6:”Jeg er vejen, og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.”
- Så Jesus er vejen tilbage til fællesskabet med Gud.